Forrige artikle
Kom med Copa Ung til Stomidagen 2024 i Middelfart
Kom med Copa Ung til Stomidagen 2024 i Middelfart
Hvordan undgår man at dehydrere i sommervarmen, når man er ung med stomi? Stomiguiden.dk har mødt diætist Hanne Møller Sørensen, som til dagligt arbejder på mavetarm-afdelingen på Odense Universitetshospital. Her nogle gode råd til, hvordan du selv kan holde styr på væskebalancen.
Find saft og salt frem
De fleste kender til det med, at sommervarmen får os til at svede en del. For unge med stomi kan det medføre mangel på energi, da deres tarm i forvejen ikke kan suge så meget væske op. Det kan derfor være svært at holde væskebalancen, men fortvivl ej - der er hjælp at hente. For mærkeligt nok forklarer diætisten Hanne Møller Sørensen, at masser af vand ikke er det sundeste, når man har en kort tarm.
- Ja, man skal i hvert fald ikke bare hælde en hel masse vand ned. Det løber nemlig lige så hurtig ud. Hvis man er rigtig tørstig, så er det en god ting at lave noget fortyndet saftevand. På en varm sommerdag er det selvfølgelig også godt med en sodavandsis, hvor man tvinges til at indtage væsken langsomt.
Ifølge Hanne er det vigtigt, at du som ung med stomi får en masse salte og en smule sukker. Derfor skal du ikke kun drikke en masse væske, men samtidig sørge for at få noget mad, der indeholder salt.
- Det kan være saltkiks, det kan være saltstænger. Det bedste er en god kombination af salt og en lille smule sukker fra saftevandet. Begge ting er godt til at trække væsken ind i kroppen igen.
Ileostomi vs. kolostomi
Vi er alle individuelle og vores kroppe reagerer forskelligt i alle situationer. Derfor vil der selvfølgelig også være en forskellighed i måden, din krop agerer i forhold til andres. Folk med en kolostomi har stadig noget af kolon (tyktarmen) tilbage, hvilket gør, at man bedre kan holde på væsken. Modsat skal man passe ekstra godt på, hvis man har ileostomi og kort tarm:
- Jo kortere tarm, jo større output. Så har man en ileostomi, hvis den fungerer fint, så er det måske ikke noget problem, men bliver det sådan en jejunumstomi(kort tarm) helt oppe ved den første del af tyndtarmen, så kan det være rigtig svært at styre væskebalancen. Dette sker fordi outputtet ofte kommer hurtigere ud.
Drop for meget sukker og spis brød til
Noget af det du skal tænke mest over er, hvad og hvor meget du indtager:
- Man skal helst ikke drikke for meget juice, også selvom der ikke står tilsat sukker, så er der frugtsukker i og det er så koncentreret. Det er lidt ligesom sodavand, da det har samme koncentration af sukker, hvilket gør, at det driver hurtigt ud.
Det er ifølge Hanne Møller Sørensen vigtigt, at du drikker 1.5-2 liter væske om dagen, men sørg for at fordele det ud over dagen. Hvis kroppen får for meget væske på én gang, ender den med, at der kommer meget ud igen, fordi den korte tarm ikke kan suge væsken op. Spørgsmålet er, om det er muligt selv at hjælpe tarmen med at suge mere:
- Grunden til et stort output er, at tyndtarmen ikke når at suge væsken op. Dette kan man dog hjælpe den med, ved at drikke nogle elektrolytdrikke, samtidig med, at man spiser noget som suger.
Men, hvad er bedst til at suge væsken op?- Det gør så noget som brød uden alt for mange grovfibre. Alt efter, hvor lang din tarm er, kan maden også være årsag til et stort stomioutput. Hvis man har en kort tarm, og spiser groft kernebrød, får de mange kerner det til at løbe ud. Det er bedre med almindeligt mørkt brød(uden kerner) eller sådan noget som havregryn. Der er nogle rigtig gode fibre i, som er med til at suge noget væske. Det kan også være en fin idé med havregrød, da det også er godt for maven.
Læs også: Diætisten Mette: Det der kommer ind, kommer ud
Tænk i nye baner, hvis du dehydrerer
Når det er rigtig varmt, kan det være, at de daglige rutiner og tricks ikke virker. Derfor skal der tænkes i nye baner og indtages ekstra saltholdige væsker.
- Så skal man i gang med alle de her elektrolytvæsker. Her taler vi eksempelvis revolyt eller et mildere produkt som resorb, som kan findes på apoteket. Man laver en liter og så skal det drikkes over dagen, altså det skal fordeles jævnt på en hel dag.
Da vi spørger Hanne Møller, om hun kender til salt/glukose-piller(navn: salt ekstra), svarer hun, at deres virkning ikke er testet, men, at hun ikke er afvisende overfor, at de kan virke for nogle. Igen, vi er forskellige, så det handler om at prøve sig frem – måske er det lige det trick, der virker for dig.
Lav din egen elektrolyt-mix
Er du i den situation, at revolyt er for svært at drikke, samt, at salttabletter heller ikke virker for dig, så anbefaler diætisterne denne opskrift på ’St. Martins elektrolyt-mix’, som du selv kan lave. Den skulle efter sigende smage bedre, da den indeholder Fun-saft, der giver en kraftig saftevands smag, som gør det nemmere at drikke.
Opskrift på St. Martins elektrolyt-mix
Stomiguiden.dk ønsker dig en rigtig god sommer!
Læs også: Skål! Sådan drikker du ansvarligt