Af Christoffer Fehsenfeld, akademisk medarbejder i Nossell & Co.

‍

Hvad der i begyndelsen virkede som en umulighed, har godt to et halvt år efter hendes stomioperation vist sig at komme meget naturligt - med vennernes hjælp, ikke mindst:

‍

- Når jeg ses med mine venner, kan de godt nogle gange spørge: ‘Laura, hvad er det nu, du ikke må spise? Er det okay, vi gør det her?’ – uden at det bliver en stor, underlig ting, vi lige skal snakke om,” fortæller Laura.  

‍

Det er spørgsmål som disse, der er med til at skabe en fortrolighed, fordi det vidner om en forståelse og accept af det forløb, Laura har været igennem.

‍

- Mine tætteste venner vidste alt, hvad jeg gik igennem fra start af, og dem skrev jeg meget med og ringede med. Især i perioden, hvor det tog til, og det var rigtig svært, og de aftener, hvor jeg lå og tænkte: ‘Skal jeg bare have en stomi?’, husker Laura.

‍

Det er vigtigt, at man som ven prøver at mærke efter, hvad vedkommende med stomi har brug for, understreger Laura. Men der er ingen tvivl om, at det kan være svært at snakke om. Så hvordan praktiserer man åbenhed og accept? Det er en udfordring, Lauras har overvejet nøje:

‍

- Jamen, så lad os lade som om, du ikke har fået en stomi, og så gør vi det, vi plejer at gøre, og så måske lige følge op og sige: ‘Hey, er det okay, vi gør det her?

‍

For Laura har det en kæmpe betydning at vennerne anerkender stomien som en naturlig ting i Lauras hverdag, men uden at gøre et stort nummer ud af det, fx ved at spørge ind til, om der er nogle situationer eller aktiviteter, hvor stomien ikke fylder helt så meget:  

‍

- Er det okay, vi sidder i en biograf, hvor der er helt stille, eller skal vi lave noget mad derhjemme eller være tæt ved toiletter?’ Man må godt følge lidt op på ting, men ellers virkelig bare prøve på at være i hverdagen, fortæller hun.

‍

Laura har haft stomi siden sommeren 2022, og hvor balancegangen i dag drejer sig om, at stomien skal fylde så lidt som muligt, var balancegangen af en lidt anden karakter i tiden op til, at Laura fik stomi. For

Laura gik med mange overvejelser om, hvorvidt hun skulle have stomi, og det var der brug for at vende med andre. Her var Lauras venner helt forstående for, hvad det var, hun havde brug for:

‍

- Der snakkede jeg meget med dem om, hvad jeg skulle gøre. Jeg var virkelig glad for at have dem. De var bare gode og støttende.

‍

Når tankerne for alvor buldrede derudad, var vennerne der også til at lytte og støtte hende, husker hun.

‍

Tragedie + tid giver humor

Selvom Laura i dag generelt har brug for at blive mindet så lidt som muligt om sin stomi, joker hun alligevel selv med den:

‍

- For mig kan man helt klart joke med at have stomi, for jeg føler at det er et vilkår. Når man står i sådan en lidt nederen situation, må man også kunne grine lidt af det. Tragedie plus tid giver komik eller humor, hvor jeg synes, at man gerne må kigge på: Hvad kan jeg så få ud af det?

‍

Det er ikke kun Laura selv, der må lave sjov med hendes stomi; det må hendes venner også. Det er faktisk vigtigt for hende. For det viser også Laura, at relationen til vennerne ikke er ændret, og man stadig kan lave sjov med hende, uagtet at hun har fået stomi. I modsætning til andre, mere perifere bekendte, som godt kan sidde lidt fast i tanken om, at hun er syg, og hvor meget det at have stomi må påvirke hendes liv.

‍

- Jo, selvfølgelig påvirker det mit liv, men det er ikke en større faktor, for jeg vil allerhelst bare have, at det hele er så normalt som muligt, forklarer Laura.

‍

Tidligere, når hun skulle op til eksamen og var nervøs, gik det ofte ud over maven, og hun skulle hele tiden på toilettet. Heldigvis kan Laura nu også se det komiske i sin tilværelse dengang:

‍

- Ej, hvor dejligt ikke at få eksamensmave, når bare man har en stomi. Det er da bare et stort life-hack. Og så griner vi lidt af det.

‍

Men Laura oplever, at det første folk spørger om, når man ikke har set dem længe, ofte er til stomien og hvordan det går med den, og læser det meste af det, hun fortæller, ind i det at have stomi. Fx når folk ser stomien som den primære årsag til eksempelvis en presset hverdag på studiet:

‍

- ‘Er det fordi, du jo også har stomi, og selvfølgelig er mega træt og er syg? Er det det, der presser dig?’ Hvortil jeg måtte svare: ‘Nej, det er det ikke, det er bare helt normalt studiepres.’

‍

Første kvindelige ishockeyspiller med stomi

- ’Prøv at tænke på, hvor vildt det er, at du blev den første danske kvindelige ishockeyspiller med stomi. Så kan det godt være, du ikke er på landsholdet, men i det mindste har du den her’.

‍

Laura husker tydeligt, da hun blev gjort opmærksom på sin unikke position. Det gav hende mod og lyst til at vise vejen for andre i samme situation. Og det gav hende opbakning til at fortsætte.

‍

- Hele den tilgang mine venner har med at ‘selvfølgelig kan du godt klare det, selvfølgelig kan du godt spille ishockey, selvfølgelig kan vi godt tage ud på vandretur og bo i shelter’, forklarer hun.

‍

For Laura er noget af det absolut vigtigste for hende selv og hendes relationer, at det hele er så normalt som muligt. For selvom stomien fylder meget for hende, skal den ikke fylde særlig meget i hendes relationer:

‍

- Hvis de var mine venner, før jeg fik stomi, så er de også mine venner bagefter. Det er ikke fordi en pose med lort på maven skal ændre vores relation. I hvert fald ikke i vores generation, hvor vi på rigtig mange punkter er meget åbne og opmærksomme på, at vi ikke alle sammen er ens, slutter Laura.

‍