Friluftsliv: Ud i det blå med stomipose på

Oliver elsker at vandre og opleve vild og storslået natur. For nogle år siden var han på rundrejse i Canada i to måneder. Stomiguiden.dk har spurgt Oliver til råds, om hvordan man klarer sig med stomi under primitive forhold.

Nogle mennesker planlægger deres rejser ned til mindste detalje - andre gør ikke. Oliver hører i overvejende grad til sidstnævnte kategori. Han købte en returbillet til Toronto, og så besluttede han sig for hvad han havde lyst til undervejs.

Til gengæld undersøger Oliver altid hvor og hvordan man kan få fat i sine stomiprodukter i udlandet. Det er rart at vide i tilfælde af at bagagen forsvinder eller du mister dine stomiprodukter i en skovsø.

Oliver startede sin rejse i Toronto med at se Niagra Falls, gå på museer og opleve bylivet. Derefter besluttede hans sig for at rejse vestpå til Alberta og British Columbia for at opleve naturen. Her kan du lære af hans erfaringer:

Olivers essentials

  • Færdigpakkede vandre-kits. Individuelt pakkede poser, hvor der ligger alle remedier til et poseskift; klæbefjerner, aloe vera spray, gaze og plader/poser klippet til så de er klar til brug.
  • Lygte til teltet (er rar at have uanset om man har stomi)
  • Engangs-underlag med absorberende kerne. Hvis man har et lille telt, kan man sidde på knæ og lægge engangs-underlaget under sig for at forhindre at der kommer output på ens sovepose ved skift eller tømning (søg fx. ‘engangsunderlag Apropo’)
  • Gelposer som gør outputtet tykkere. Hvis man ved man har spist eller drukket noget der giver tyndt output.
  • 100% komposterbare poser til tømning af pose. Så kan du stå ude i en skov og tømme posen og gøre den ren. (Lidl har komposterbare servietter)
  • Bjørnespray - okay det er ikke fordi du har stomi, det er fordi du skal passe på dig selv, hvis du er et sted med bjørne! :-)

Læs også: Dit stomi-gear: Nice to have og need to have

Andre (wild)lifehacks

Det er en rigtig god idé at afprøve om din vandrerygsæk passer til placeringen af din stomi. Du skulle nødig risikere at remmen lukker stomiposen af når du spænder tasken om livet.

Derudover er det en god idé at fortælle dem du rejser med, at du har stomi. Det er rart, hvis der skulle opstå nogle komplikationer, og derudover får de en bedre forståelse for hvorfor du nogle gange kan have brug for lidt ekstra tid. Desuden kan det være rart at have sit eget telt, selvom det vejer og fylder noget ekstra.

- Det er fedt at have sit eget telt, så man kan lufte ud om natten, hvis posen er ved at sprænges på grund af luft. Så kan man nemlig lave en tømning uden at skulle have tøj på og skulle ud i regnen.

Oliver har også et godt trick, for at gardere sig mod lækage:

- Det jeg gør er at tage to engangsunderlag ind under stomibæltet og rundt om mig, så jeg får lavet et bælte af engangsunderlag i tilfælde af lækage.

Læs også: Lækagen: Seks spørgsmål om stomistens store frygt

Hvis du overvejer om det overhovedet er muligt at tage på sheltertur eller hike i bjergene med stomi, så er det helt sikkert muligt. Du har blot brug for lidt ekstra gear og forberedelse - så er du godt på vej!