Af Christina Clausen, cand.mag. - Skribent på Stomiguiden.dk

‍

‍Nogle måneder efter min stomi-operation føles den som en del af min krop. Til hverdag tænker jeg faktisk ikke over, at jeg har en pose på maven.

‍

En tur på stranden har altid været ensbetydende med en form for undertøj eller bikini i noget skinnende kunststof. Men som jeg kommer ned på stranden nu, og jeg ser folk stirre, forsvinder jeg fra min krop og op i mit hoved. Jeg burde nok have set det komme.  

‍

Jeg googler badetøj og stomi, og resultaterne kan nok bedst beskrives som dækkende eller måske mere præcist skjulende, lag på lag og draperinger med intentionen om at skjule, at noget ikke er indenfor det normale.  

‍

Væk er følelsen af den varme sol på kroppen, sandet under fødderne og lyden og duften af vandet. Nydelsen er erstattet af en overvældende bevidsthed om, at noget ved mig er anderledes, skiller sig ud. Jeg havde på ingen måde regnet med at få det sådan. Som én der aldrig har lignet kvinderne på plakaterne eller i fjernsynet, er jeg vant til at finde genkendelse, erkendelse og kropsaccept hos mig selv.

‍

Så en tur på stranden med stomi burde vel ikke være noget problem. Og det var det heller ikke, før mine medmenneskers blikke ramte mig.  

‍

Jeg skynder mig så hurtigt som muligt ud i vandet. Får øjenkontakt med en ældre dame, vi smiler til hinanden, og hun kommer hen til mig. Hun siger, at hun synes, jeg er modig.

‍

Det tager mig på sengen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Jeg får svaret et eller andet, jeg husker ikke hvad, men tilsyneladende nok til, at hun fortsætter… Jeg er - må jeg forstå - sådan et godt eksempel for andre, og at have en stomi ikke er noget at skamme sig over, siger hun. Jeg giver hende ret, i hvert fald i det sidste. Hendes søde og velmenende kommentar burde vel få mig til at ranke ryggen og stolt vise mig frem, men det er ikke den følelse, jeg får.  

‍

Tværtimod er det irritation. Ikke kun over granvoksne menneskers stirren på alt, der ikke er hundrede procent inden for det normale, men lige så meget den søde ældre dames kommentar. For jeg har intet modigt gjort. Jeg har præcis som alle andre somre iført mig en bikini, ligesom så mange andre kvinder gør det. At det, at jeg har en stomi, på en eller anden måde skulle gøre mig særlig, gør mig vred!

‍

At være modig er at redde børn ud af et brændende hus eller svømme ud efter et menneske, der er ved at drukne. Min insisteren på ikke at føle skam over min egen krop eller forsøge at skjule den, burde ikke være modigt. Det er tværtimod helt naturligt. For jeg insisterer på at stå ved mig selv i den krop, der er blevet mig givet, og som holder mig i live hver dag, tildækket eller ej, med pose på maven eller ej.